Beboerforeningens dagbog 2014

Torben Johansen
Indlæg: 44
Tilmeldt: ons 13. dec 2006
Geografisk sted: T

Beboerforeningens dagbog 2014

Indlægaf Torben Johansen » lør 28. sep 2013

Beboerforeningens Protokol.
Beboerforeningen Tåsingegade, Langelandsgade, Randersvej.

2014

Torben Johansen er protokolfører for 2014.

Beboerforeningens medlemsliste.
Ud over bestyrelsen er der pr 1. januar 2014 følgende faste medlemmer:
Inge Nissen, Tåsingegade 22, st. tv.
Hanne Jensen, Langelandsgade 206, st. tv.
Torben Johansen, Tåsingegade 14, 2-2

Opgaver.
Ved lejlighed rense grillkummerne, tømme askebægrene m.m.
Give terrassemøblerne en gang overfladebehandling hvert efterår.
Rense omkring de nye træer.
Luge blomsterbedene.
Rense fortovene for ukrudt.
Fjerne papir og andet affald som folk "taber".
Hjæpe med containerne - specielt hvis der problemer på grund af vintervejr, strejke eller andet.
Afslapning på terrassen!

Mødetidspunkt.
Sidste lørdag i sommermånederne april til september kl. 11.00 - hvis vejret er ordentligt!
(Vi begynder dog 2014 sæsonen allerede 19. april.)

Lørdag 19. april.
Inge og Torben mødtes i strålende solskin på terrassen. Torben fyldte sand i stenkummerne.
Vi klippede en del grene af en vildrose. Grenene hang ud over containerstien. Inge rensede og trimmede blomsterbedene og Torben rensede under plænens træer.
Torben gør grillpladsen klar til brug om et par uger.

Lørdag 24. maj.
Inge og Torben mødtes i flot sommervejr på terrassen. Vi rensede grillpladsen. Derefter fjernede vi græsafklip fra krokusbedene, det var nødvendigt da det tykke græslag var meget vådt efter de forrige dages regnvejr. Vi bør overveje at få klippet krokusbedene på en mere fornuftig møde.
Vi flyttede et bord/bænkesæt væk fra græsplænen.

Lad venligst være med at efterlade havemøbler på plænen, gartneren skal altid have fri adgang til plænen.

Vi fik klippet en del visne stængler af havens klematis. Den har blomstret meget fint i år.
Undervejs blev vi råbt an af en ung dame fra Randersvej. Hun var blevet låst ude på sin altan (1. sal) da altandøren var smækket i. Hun bad os skaffe redskaber så hun kunne få åbnet døren. Vi kastede lidt værktøj op til hende og det lykkedes hende heldigvis ret hurtigt at komme fri.

Lørdag 28. juni.
Inge og Torben mødtes på terrassen i fint arbejdsvejr. Inge rensede bede og Torben tømte askebægre, grillkummer og den lille zinkbalje. Da gartneren lige havde klippet trekantens hække og dermed givet adgang til midten af hækkene besluttede vi at rense hækkene for ukrudt. Det viste sig at vi kunne fjerne en mindre "skov" af små asketræer og lidt snerler mm. Vi fyldte to store affaldsposer. Vi sluttede dagens arbejde med at vaske terrassens møbler og feje fliserne.

Lørdag 26. juli.
Inge og Torben mødtes på terrassen i fint og varmt sommervejr. Der var heldigvis ikke brug for en stor arbejdsindsats, da vores udmærkede gartner netop havde givet området en større overhaling.
Inge klippede stokroser ned og rensede et par af bedene. Derefter rensede vi terrassen for affald som kapsler og cigaretskod. Vi vaskede bordene og askebægrene og rensede grillkummerne for slagger.
I betragtning af hvor meget terrassen bruges så den ganske godt ud.

Men det ville være fint, hvis alle brugere ville gøre ordentlig rent efter sig, inden de forlader terrassen.

Vi sluttede dagens arbejde med at fjerne et par små asketræer fra trekanten foran Tåsingegade og rense trekanten for affald.

Torsdag 14. august.
Ikke mindre end to harer har taget permanent ophold i fællesarealet. De er meget charmerende; men Inge Nissen fandt ud af, at de spiser barken på de to nye træer på plænen. Inge havde skaffet et par meget smarte beskyttelsesanordninger til nye træer. Vi mødtes mellem regnbygerne og fik anbragt beskyttelsen på stammerne og samtidig fik vi rettet æbletræet op ved hjælp af et kosteskaft.
Inge klippede roserne og Torben rensede askebægrene på terrassebordene.

Lørdag 23. august.
Inge og Torben mødtes på terrassen. Et par mørke skyer truede; men der kom kun et par dråber, så vi kunne gå i gang med arbejdet. Inge rensede de store bede og fik fyldt en stor sæk med ukrudt. Torben rensede terrassen, lugede under plænens træer og samlede affald under hækken på trekanten ved Tåsingegade. Kort efter at vi var færdige trak det op til en rigtig regnbyge.

Søndag 5. oktober.
Inge og Torben mødtes på terrassen i forbløffende pænt vejr. Inge klippede nogle af de buske der vokser ud over stien og rensede bedene. Torben havde på forhånd pakket det meste af grillredskaberne ned for vinteren. Torben rensede askebægrene og gjorde rent på grillpladsen. Derefter rensede Torben under hækken på trekanten foran Tåsingegade.
Vi har bestilt en professionel maler til møblerne.
Da vi var færdige med arbejdet afsluttede vi sæsonen med at indtage en udmærket frokost på Jerrys (Jordbrogade).

Tilbage til "Årsberetninger 2006 - 2015"

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst