Ordinær generalforsamling 2005

Torben Johansen
Indlæg: 41
Tilmeldt: ons 13. dec 2006
Geografisk sted: T

Ordinær generalforsamling 2005

Indlægaf Torben Johansen » ons 2. apr 2008

Beretning og referat.

Formandens beretning for år 2004.

År 2004 bød på det afsluttende arbejde med renoveringen af fællesarealet.
Jørgen Rasmussen har i løbet af året foretaget mindre reparationer på containerstien og diverse pasningsopgaver af fællesarealet. Han har i år afgivet et samlet tilbud på pasning af fortove, containerstien og fællesarealet.

Trekanten ud mod Tåsingegade. Arbejdet er færdigt, det er en stor forbedring.

Terrassen. Udvidelsen virker meget udmærket. Anders Holst Andrsen og Torben har lavet et udmærket møblement til terrassen, et bord og to bordbænkesæt. De to grillkummer ser brugbare ud. Ristene er færdige og de to indsatser bliver færdige inden grillsæsonen begynder.

Kloakrensere. Som nævnt i vores "Orientering til karreens beboere" har vi indkøbt to kloakrensere. De opbevares i Langelandsgade 206 og de kan lånes ved henvendelse til:
Hanne Jensen, Langelandsgade 206, st. tv., tlf.: 8616 3555. Ikke henvendelse efter kl. 20.00.

Vedtægterne. Det er på bestyrelsesmøde blevet besluttet at fremsætte et forslag om ændringer af vedtægterne for Gårdlauget - dette bliver behandlet senere under dagsordenen.

Containerne. I løbet af året har der været store problemer med tømning af pap og papircontainere, Torben har været i dialog med Miljøcentret og der skulle gerne ske en mærkbar forbedring af servicen fremover. Det skal hermed også indskærpes at der ikke må henstilles kasser, poser med papir mv. ved siden af papir/papcontainerne, hvis disse er overfyldte. Enten skal man finde en container i området, der ikke er fyldt eller vente til containerne er blevet tømt. Chaufførerne tager ikke løst papiraffald med.
Det skal også indskærpes at affaldscontainerne ikke er fælles. De tilhører de enkelte opgange og det er opgangene selv, der afholder omkostningerne ved tømning. Der er (hus)nummer både på affaldscontainerne og på de pladser, hvor de skal placeres.
Bemærk Gårdlaugets tilbud om kørsel med affald sidste weekend i lige måneder fra april til oktober.

Hjemmeside. Vi har i år 2004 oprettet en hjemmeside, www.gaardlauget.net, der i første omgang skal bruges til at publicere indkaldelser og beskeder til gårdlaugets medlemmer. På sigt er det meningen at også vedtægter, referater og beretninger skal kunne ses. Hjemmesiden skulle også gerne komme til at virke som et sted hvor karreens beboere kan kontakte alle i området om alle mulige - og umulige! - emner. (efterlysninger, oplysninger, spørgsmål osv).
Hjemmesiden har også et billedarkiv.Her kan man se billedserier om fællesarealet både ældre og nyere.
Vi har store forventninger til hjemmesiden.

Hans Kjær Jessen, marts 2005


Referat af ordinær generalforsamling 29. marts 2005.

Følgende deltog i generalforsamlingen:

Tåsingegade 4: Henrik Langkjær
Tåsingegade 14: Andreas Gotfredsen, Melvin Thomsen og Torben Johansen
Tåsingegade 18: Tina Sørensen (for Signe Koch)
Tåsingegade 22: Inge Nissen
Langelandsgade 210: Hans Jessen
Randersvej 15: Stig Balle Christiansen

Det vil sige i alt 6 stemmeberettigede.

Dagsorden:

1. Valg af ordstyrer og referent (ordstyrer godkender efterfølgende
referat)
2. Formanden aflægger beretning
3. Kassereren aflægger beretning
4. Indkomne forslag
4.1 Bestyrelsen foreslår en vedtægtsændring
5. Fastsættelse af kontingent
6. Valg af bestyrelse. Alle er på valg
7. Valg af revisor
8. Eventuelt


ad 1. Efter der var budt velkommen blev Andreas valgt til ordstyrer og Inge til referent.
Ordstyreren konstaterede, at der var indkaldt til generalforsamling med varsel i henhold til vedtægter.

ad 2. Formanden aflagde beretning (se vedlagte). Beretningen blev godkendt. Vi drøftede de problemer, der af og til er med at der anbringes pap- og papiraffald ved siden af papir/papcontainerne og at ikke alle er opmærksomme på det kun er papir/papcontainerne, der er fælles. Hver opgang har sin egen affaldscontainer til almindeligt husholdningsaffald. Man kan ikke bare bruge naboens når opgangens egen container er fyldt.
Vi talte også om gårdlaugets tilbud om kørsel med affald, der falder uden for "almindeligt" affald og storskrald. Den sidste weekend i månederne april, juni, august og oktober anbringes en trailer i gården ved Tåsingegade 14 til den slags affald.

ad 3. Regnskabet, der var udsendt sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen, blev gennemgået og godkendt uden bemærkninger.

ad 4. Der var ikke indsendt forslag.

ad 4.1 Bestyrelsen redegjorde for forslaget om at få vedtægterne ændret så de passer til den udvikling, der har været siden gårdlauget blev oprettet, så lauget ikke kun omfatter containerstien men også vedligeholdelse m.v. af området inden for stien, trekanten ved
Tåsingegade samt snerydning af fortove.
Efter en drøftelse af forslaget, blev det sat til afstemning og vedtaget enstemmigt. 9 andre medlemmer (opgange) havde forlods skriftligt tilsluttet sig forslaget. De resterende 12 medlemmer vil blive kontaktet med henblik på at få underskrevet fuldmagt om tilslutning til ændringsforslaget. Så snart formalia er i orden, vil vores advokat sørge for tinglysning af vedtægtsændringerne.

ad 5. Inge gennemgik budgettet, der omfatter de kendte udgifter til vedligehold, snerydning, forsikring og bestyrelsens rådighedssum på kr. 10.000,00 samt et beløb på kr. 10.000,00 til gennemførelse af vedtægtsændringerne (advokat og tinglysning).
Budgettet blev godkendt. Det betyder, at kontingent til gårdlauget inklusive snerydning af fortove bliver kr. 2.150,00 for de
26 "totalmedlemmer" og kr. 1.750,00 for Langelandsgade 212, der ikke betaler til snerydningen af containerstien.

ad 6. Da bestyrelsens forslag om ændring af vedtægter blev godtaget, indvilligede den nuværende bestyrelse i at lade sig genvælge for endnu et år, derudover bliver Melvin Thomsen tilknyttet bestyrelsen som "fast suppleant". En god ide, også fordi Hans måske bliver nødt til at udtræde af (tage orlov fra) bestyrelsen inden næste års generalforsamling.

ad 7. Henrik Langkjær ønskede ikke at fortsætte som revisor, i stedet blev Andreas Gotfredsen valgt.

ad 8. Eventuelt. Vi drøftede mulighederne for at gøre reklame for gårdlaugets hjemmeside www.gaardlauget.dk. Når siden bliver mere kendt vil den give mulighed for hurtigere kommunikation mellem bestyrelse og medlemmer og for øvrigt også mellem karreens beboere indbyrdes. F.eks. i de tilfælde, hvor der har været problemer med tømning af papir/papcontainere p.g.a. snevejr, til efterlysning af tabte ting, osv. Det ville være fint, hvis der i hver opgang var en der af og til gik ind på hjemmesiden for at se, om der var oplysninger, der skulle videregives til andre beboere i opgangen.


Referent: Inge Nissen

Dirigent: Andreas Gotfredsen

Århus 31. marts 2005

Tilbage til "Beretninger og referater 2000 - 2009"

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst